I starten af 2010 fik jeg en opringning fra ”Di Heslige Slønglers Klup” i Skanderborg. Jeg havde aldrig hørt om dem før, men fik straks en forklaring: Børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard kommer fra Skanderborg, og ”Di Heslige Sløngler” er en gruppe borgere, der har sat sig for at gøre ham synlig i byen. Det har de bl.a. gjort ved at få 4 forskellige keramikere til at lave en drage fra en af forfatterens allerførste fortællinger. Det specielle ved den er, at den har et hoved i hver ende og syv ben.
Det var en rigtig sjov opgave og lidt af en udfordring, da jeg aldrig før havde lavet så stor en skulptur, der skulle kunne tåle at stå ude i al slags vejr. Den blev indviet d. 28.august 2010 med ”Dronningens og Prinsens” tilstedeværelse.